Ingen driftsforstyrrelser

Hjælp til vandanalysen

Her finder du en forklarende tekst for udvalgte parametre i analysen.

Kimtal 22 grader

Dette tal beskriver vandets indhold af bakterier ved en temperatur på 22º. Optællingen bliver foretaget, når vandprøven har haft en temperatur på 22 grader i tre døgn, altså 72 timer. Så har de såkaldt "kuldeelskende" bakterier, som trives ved denne temperatur, nemlig haft tid til at udvikle sig.

Kimtal 37 grader

Dette tal beskriver vandets indhold af bakterier ved en temperatur på 37º. 
De bakterier, som kan vokse ved samme temperatur som legemstemperaturen, kan også vokse i mennesker og risikere at fremkalde sygdomme. Derfor er der ekstra skrappe krav til, hvor mange af denne type bakterier, der må optræde i vandet.

Coliforme bakterier

Vi tester drikkevandet for såkaldte "coliforme bakterier". Det er et fælles navn for en gruppe af mange forskellige bakterier, hvoraf én type er bakterien E. coli – se denne. Når medierne skriver om "forurening med coli-bakterier" er det typisk E. coli, de mener. Der kan godt være coliforme bakterier i vandet, uden at nogen af dem er af den ubehagelige type E. coli.

E. coli (Escherichia coli)

E. coli er en bestemt type coliform bakterie, der lever i varmblodede dyr og menneskers tarmkanal. Bakterien indikerer, at vandet er ramt af forurening fra fx kloak, septiktank, mødding, gylletanke og lignende.

Farvetal

Drikkevand skal være farveløst, når man kigger på det. Farvetal er et udtryk for vandets farveintensitet. Et højt farvetal er ofte et udtryk for at vandet er gulligt. Den gule farve kan stamme fra vandets indhold af organisk stof eller fra udfældning af metaller oftest jern. 

Hårdhed, total

Vandets hårdhed bestemmes ud fra indholdet af calcium og magnesium, og opgives i danske hårdhedsgrader °dH (Deutsche Härte).
8 – 12 °dH: Middelhårdt vand
12 – 18 °dH: Temmelig hårdt vand
18 – 24 °dH: Hårdt vand
24 – 30 °dH: Meget hårdt vand

Hårdheden er et udtryk for, hvor meget kalk der er i vandet, og har bl.a. betydning for doseringen af vaskemiddel i vaske- og opvaskemaskine.


Sådan læser du en vandanalyse